Der kan være flere gode grunde til at skifte sin Fendt traktor ud med en ny. ”Men man skal ikke bare skifte for at få en ny, mere skinnende lak”. Det konstaterer Kurt Mathiasen, som sammen med sin bror, Hans Peder, ejer kvægbedriften Bjørnholm I/S ved Agerskov. De to brødre er meget bevidste om, at økonomien i høj grad hænger sammen med omkostningerne til blandt andet maskinparken. Samtidig vil de selvfølgelig også være godt kørende uden irriterende driftsstop. ”Derfor har vi også haft et godt samarbejde med vores lokale Fendt forhandler, Kaj Homilius, hvor vi købte vores første Fendt traktor i 1989,” forklarer Kurt Mathiasen. Samarbejdet handler i al sin enkelthed om at holde de fire ældre Fendt traktorer kørende til en rigtig fornuftig pris. Når de runder 10 år, bliver de kaldt Fendt Classic – og kan holdes kørende med originale dele til særligt gode priser.

Kyndige montører udfører service
Brødrene Mathiasen har derfor den holdning, at det er de kyndige montører fra forhandleren, som skal servicere deres traktorer med originale dele. ”Vi kan selv skifte motorolie og smøre efter anbefalingerne. Men alt det andet, som kræver mere viden, er værkstedets opgave,” siger de samstemmende. Med den indstilling kan deres traktorer køre rigtig mange timer uden væsentlige og dyre reparationer. Det gælder for eksempel deres Fendt 308 med frontlæsser, som er fra 1993. ”Den har nu rundet 31.200 timer og kan stadig bruges til at læsse og fodre med, når vores nyere Fendt 312 er til service,” siger Kurt Mathiasen. Med de mange timer på tælleren er den måske endda den traktor i Danmark, der har kørt flest timer og stadig er aktiv i dagligdagen? ”Den er næsten som en hund for mig efter så mange år og timer,” siger han med et lille smil.

Pris og kvalitet hænger sammen
Der er konstant et udbud af dele på markedet. Men en ting er pris, noget andet er kvalitet på delene. ”Vi har nogle gode, stærke traktorer, og det skal de blive ved med at være. Hvis vi pludselig går over til at bruge uoriginale, billigere dele, kan vi ikke være sikre på kvaliteten,” mener Kurt Mathiasen. Han og Hans Peder bruger derfor ikke timer på at lede på internettet efter stumper, men bruger konsekvent Kaj Homilius som leverandør. ”Det er sjældent, at noget skal skiftes. Men alene arbejdet med at skille ad, montere og samle igen gør, at det er en rigtig dårlig idé at montere en ringere del end den originale kvalitet,” er brødrene helt enige om.

 

 

Artikel stammer fra Fendt Focus Juni 2019

Læs hele bladet her